Ny!     Ny!

Det onde øje:
Det onde øje er noget som alle Grækere frygter og har meget respekt for.Det findes i utallige varianter. Giver man et kompliment eller en ros til et andet menneske –ja så kan man uden, at ane det, skade vedkommende med denne beundring.

Er det feks et kompliment om udseendet,så kan modtageren af komplimentet få det dårligt –et af de helt sikre symptomer er hovedpine.
Ved at spytte forsager man djævlen og da det ifølge grækeren, er djævlen der forårsager det onde øje, så vil grækeren som regel hver gang,der gives et kompliment ,komme med et spyt.Spyttet er med andre ord en besked til djævlen og kan oversættes således :”Jeg er godt klar over at du er her, men mig har du ikke magt over”.
Det er jo knapt så praktisk med spytteri i dets oprindelige form, så man vil oftest nøjes med, at sige en spyttelyd – skrevet på vores udtaleform som fdu-su.
Denne lyd gælder dog ikke i kirken –der skal der et rigtigt spyt til,så når gudmoderen i løbet af barnedåben skal erklære, at hun forsager djævlen,løber hun-han altid ud af kirken midt under ceremonien og spytter udenfor på jorden og kommer tilbage igen og ceremonien kan fortsætte.

Man kan beskytte sig mod det onde øje med en af de små amuletter med blå øjne, som sælges i mange forskellige udformninger lavet af lige fra guld til simpelt glas,som regel smykker der bæres på¨kroppen og beskytter på den måde.Disse placeres ofte også på ejendele og dyr som tillige kan blive udsat for det onde øje igennem beundring.Mange grækere siger, at det eneste dyr som ikke behøver beskyttelse mod det onde øje er grisen, for hvem kunne finde på, at beundre dette dyr....
Et barn der endnu ikke er døbt,har ingen mulighed for, at beskytte sig mod ondt udefra, så en amulet mod det onde øje er altid, at finde i nærheden af et udøbt barn.

Har man ikke fået beskyttet sig nok og har fået det onde øje,hvad ofte er tilfældet hos de fleste grækere, så er der som regel altid en i ens omgangskreds som kan få dette væk,oftest en ældre person og denne kontaktes om hjælp,ikke nødvendigvis med en fysisk tilstedeværelse, for man kan også kurreres på afstand.
Midlet til helbredelse består af specielle udvalgte bønner,udvalgt af den enkelte som udfører helbredelsen.Alle har naturligvis de bedste helbredelses bønner.Det som alle bønner dog har tilfælles er,at når ens gode helbredelses bønner skal læres af en anden person og på den måde viderebringes,skal det være fra kvinde til mand eller fra mand til kvinde.Ellers virker de ikke.

Udover bønnen som helbredelse, bruger mange især i landsbyerne desuden, et klæde som måles langs armen af flere gange,medens bønnerne siges enten højt eller indeni og er klædet blevet kortere ved sidste måling,er det beviset for,at personen vitterligt havde det onde øje.Jo kortere klædet er blevet, jo kraftigere har det onde øje fået tag i en.
Helbredelsen slutter med påkastning af salt på personen, hvis denne er til stede.Derefter skal man rejse sig fra stedet,hvor man sad,så man også på den måde befrier sig fra det onde øjes energi.
Man kan naturligvis også kontakte en præst og blive helbredt af denne, men det mest populære og brugte, er helbredelse af en velkendt fra ens omgangskreds.

Ikonernes mirakler:

Alle græske hjem har et helligt sted i sit hjem med ikoner samt et olielys der tændes hver dag.Olielyset er iøvrigt også brugt i kirkerne ved ikonerne og består af et glas som fyldes halvt med vand, hvorefter man fylder resten af glasset med olivenolie (den bedste og samme som bruges til madlavningen,for der skal ifølge grækeren, ikke spares på det bedste, når det er til de guddommelige krafter).Ovenpå olien lægges en lille plade af kork med et lille hul i midten,hvor vægen sættes i og tændes.

I mange byer findes et stort antal kirker.Mange små helgenskirker til ære for en speciel helgen og en såkaldt hovedkirke, hvor der holdes gudstjenste hver søndag.

I de små helgens kirker holdes der gudstjeneste en gang årligt på den pågældendes helgens dag,hvor grækerne også fejer deres navnedag, da de fleste er opkaldt efter en helgen.

Men de små helgenskirker bruges også meget i det daglige til bønner om hjælp, for har man et problem enten med helbredet eller f.eks ønsker hjælp med, at blive et bedre menneske,så begiver man sig til kirken for bøn og tænding af lys.

Alle har en såkaldt “favorithelgen” som de henvender sig til hver gang med bøn om hjælp.Det er nemlig ens personlige overbevisning, at der er nogle helgener, som er bedre end andre til, at formidle hjælpen fra mennesket optil de højere guddommelige magter, som er en af deres hovedopgaver udover naturligvis, at beskytte mod negative hændelser i det daglige.
Denne Helgens beskyttelse kan man f.eks se resultatet af, i mange af de små kapeller langs vejene, hvor man har lavet et såkaldt takkekapel for en given helgen der holdt hænderne over en i et trafikuheld idet man ikke omkom.Et ikon af den pågældende helgen vil være placeret i kapellet og et olielys som tændes som tak.

Man vil dog også opleve, at der i nogle af de små kapeller er et billede af en afdød, hvor ingen helgens beskyttelse åbenbart hjalp i et trafikuheld og her fungerere kapellet som mindested for den afdøde istedet.

Ønsket om beskyttelse fra en given helgen er stærk hos grækeren og følger ham i hverdagen hvorend han befinder sig,på arbejdspladsen,ved sengen, i bilen hænger der ikoner placeret som en naturlig måde, at få behovet for tryghed dækket, i en verden hvor mangt og meget kan ske.

Måske er det pga denne tryghed, at grækeren med sikker hånd,fjerner den højre hånd fra bilrattet under bilkørsel, når blikket møder en kirke for, at udføre korsets tegn 3 gange foran brystet –et fast rituel samt en respekt for enhver kirke og med tallet 3 som symbol på treeningheden.
Bønnen om helbredelse ved sygdom kan tilføjes et lille ikonmetalplade hvorpå det, der bekymrer én, er indgraveret: en hånd, et ben, en baby, en mand, et hjerte. Det hænger man foran ikonen i kirken, som en bøn om få helbredelse. Før i tiden var det ikke sjældent at pladen var lavet af sølv.Men i nutidens Grækenland,hvor indbrud i kirker er blevet en realitet,er det som regel en simpel metalplade til 10 kr som bruges.

Mange takker for en eventuel hjælp om helbredelse og dette kan bla gøres ved at gå i sorte klæder i en given tid –et takkekapel til ære for den hjælpende helgen –eller sågar et smykke som hænges ved alteret i en nutidens, som regel aflåst kirke.
Troen på den guddommelige kraft og brugen af denne i svære tider er og bliver kernen i håbet og troen på en bedre morgendag for kretenseren i alle aldre.

Skærtorsdag farver man æg røde. Ægget er symbolet på livet, mens rød er livets farve.Dog er mange i de seneste år begyndt at farve æggene grønne og blå også.Derudover bages der påskekager og ostepies som spises efter fasten der jo slutter lørdag nat.
Om aftenen holdes gudstjeneste og de 12 evangelier læses, -når de 6 evangelier er læst tager præsten Statuen af Jesus ned fra korset, hyldes i linned og lægges på båren (Epitafios), som symboliserer Jesus grav.og som kysses af folkemængden og som i løbet af Langfredag pyntes hovedsagligt af kvinder med blomsterguirlander.

 

 

Den Græske Gæstfrihed:

Først og fremmest er det oplagt, at man bør nyde den græske gæstfrihed. I forhold til vores egen, er den ret så stor. Man er imødekommende overfor andre mennesker og ønsker at dele , hjælpe, at glæde uden nødvendigvis, at forvente noget til gengæld.Det er min egen personlige overbevisning, at i et land, hvor der ikke er en stor offentlig sektor, til at træde til og hjælpe mennesker i nød, føler man sig som menneske, stadig i centrum og betydningsfuld i relation med andre mennesker. Man er høflig og hjælpsom, fordi det ”sidder i blodet” og fordi andre mennesker i det hele taget, er en vigtig del af ens tilværelse, hvor ansvaret ikke kan blive overgivet til en offentlig instans, når man har et problem.

Har man et problem, som familien ikke kan løse, træder ”kender nogen der kender nogen ”møllen i gang på fuld styrke. Man hjælper og bruger hinanden i alle mulige tænkelige og utænkelige problemstillinger. Og derfor bliver, som tidligere nævnt mennesket i centrum både i form af socialt samvær og eventuelt, som en person, man en dag kan modtage og tilbyde hjælp.

Erkendelsen af, at mennesker har brug for hinanden, er som brændt ind i sjælen på grækeren. Derudover  har man naturligvis også  en oprigtig interesse i, at lære  andre mennesker, at kende og ikke mindst fra andre lande. Grækeren har ikke noget, der hedder privatliv - ordet eksisterer simpelthen ikke. Skal man alligevel forsøge, at finde et ord er det ”dit liv”.Det er ikke et privilegium, at være alene eller i et privat lukket selskab. Og selv det, at spise alene er noget af det værste. Det er ret så sjældent, at man i offentlige taverner, vil opleve en græker sidde alene og spise.

Når der er familiesammenkomst, kan man få en spontan invitation - selvom man ikke kender værtsparret. Og det er især denne attitude, som viser sig for gæster og besøgende, som åbenhed og imødekommenhed. Man bliver inviteret til bryllupper –barnedåb og hvad der ellers måtte fejres. Selvfølgelig er denne gestus ikke så problematisk, som den ville være i det danske, idet man ikke har bordkort og faste siddepladser ved en græsk fest. Grækerne ved ikke altid selv, hvor mange mennesker der kommer –også fordi, at man jo kan tage venner med, som ikke er inviteret og derfor har man altid sørget for rigelig mad.

Bliver man inviteret på visit i en grækers hus –er det naturligt, at man bringer lidt kage eller chokolade med og glem ikke børnene! At det er tanken der gælder –opdager man, når værterne måske ikke pakker gaven ud, medens man er der!

Som en afslutning på den græske gæstfrihed, vil jeg komme med en personlig tanke, til de mange som værdsætter denne græske gæstfrihed og imødekommenhed, og som måske får lysten til, at lære sig noget af denne; Husk på, at grækeren ikke udelukkende er gæstfri overfor udlændinge, men også for andre grækere både i Grækenland samt, når man støder ind i hinanden på rejser udenfor Grækenland.

Alt for mange besøgende på Kreta glemmer, at dette paradis kan nydes af andre mennesker og at det at møde nogle som ikke er lokale,  ikke behøver at være en plage.

Mennesker er ikke en plage for grækerne selv- heller ikke i de små landsbyer, som udover, at give en nødvendig indtægt, også er til stor tilfredsstillelse for grækernes store nysgerrighed, for at se og møde nye mennesker. Og for mange ældre grækere er fjernsynet, den eneste måde, at opleve verden udenfor den lille landsby. Og hvad er derfor  mere livsbekræftende end, at opleve mennesker fra den store verden i ens egen lille landsby?

For  at tilegne sig positive oplevelser  på en ferie på Kreta ,er det en stor hjælp, hvis man lægger sine egne fordomme bag sig og forsøger, at leve sig ind grækernes verden og lære af denne.

Det er min personlige opfattelse, at vi har meget at lære af grækerne, vi kan ikke uden videre lære den græske gæstfrihed, som vi ofte nyder godt af, men vi kan måske lære, at det at give til andre mennesker er en gave. Og selv grækerne, som ikke har meget elsker at give. Ikke penge, men gæstfrihed, den man ikke kan købe for penge. Og grækeren selv blander aldrig ægte gæstfrihed med penge.

Taverna spisning med grækere:

Er man ude og spise med grækere på taverna, kan man godt tilbyde, at betale –og bliver der sagt nej, skal man ikke tage et nej som et nej medmindre, at man er blevet inviteret. Man kan godt blive ved med, at insisterer, hvis man har lysten –men det vigtigste er ,at man tilbyder at betale hele regningen. Man deler ikke regningen! Jo - det kan man, hvis man kender hinanden vældiggodt og man kun er 2-3 personer der er ude at spise. Men så skal man virkelig kende hinanden godt. Lykkedes det ikke at betale – er det naturligt, at man så betaler den næste gang. Og nægtesdette, kan man bruge nogle af grækernes egne tricks overfor hinanden (mange har sikkert oplevet højrøstede grækere på en taverna, som kan stå og fægte og af og til, løbe efter hinanden for at placerer pengene i den andens lomme med magt)  Et trick som man bruger for, at være sikker på, at man får lov til, at betale er, at lade som om ,at man skal på toilettet, hvorpå man så får fat i tjeneren og betaler inden, at der er bedt om regningen.

Lokale Fester:

Kretenserne har bevaret mange af deres traditionelle fester, en vigtig del af festen er dansen, hvor alle er med, uanset alder og køn. Der spilles for det meste på lyre og lut , ledsaget af sang.

Feb./mar.:   Flot karneval med optog i Réthimnon og Pánormos
April.:   Sneglefest i Vámos mellem Chaniá og Réthimnon
24 april.:   Fårefest i Así Goniá (sydvest for Réthimnon)
April.:   Appelsinfest i landsbyen Skinés syd for Chaniá (i slutningen af april)
20-27 maj.:   Mindefest for slaget om Kreta 1941 i Chaniá
26 maj.:   Opstanden i 1821 mindes i Sfakia-regionen
Maj.:   International festival i Chaniá. (sidst i maj)
Juni.:   Vinfest i Ferákári ved Réthimnon
Juni.:   Kirsebærfest på Amari-sletten i slutningen af juni
Juni.:   Kirkefest for de 2 apostle (Petros og Pavlos) i Gavalochóri ved Chaniá
Juli.:   Tomatfest i Plátanos ved Kastélli-Kissamos med musik og dans
Juli.:   Vinfest i Iráklion (begyndelse af juli)
Juli.:   Vinfest i Réthimnon (slutning af juli)
Juli.:   Teaterfest i Iráklion (amatører og professionelle)
20 juli.:   Profetn Elias (Ilías) fejers ved kapeller, som regel på bjergtoppe, der er opkaldt efter ham
Jul/aug.:   International kulturfestival i Iráklion og Chaniá
Jul/aug.:   Renæssancefestival i Réthimnon
Jul/aug.:   Latófestival i Ágios Nikólaos
6 august.:   Panagía (Vor Frue) fejres på Kataro Plateauet
August.:   Anógia byfest med koncert, teater og foredrag
August.:   Rosinfest i Sitiá (fest for de berømte stenfri rosiner)
15 august.:   Byfesr i Mochos (syd for Mália og Hersónisos)
29 august.:   Kirkefest i Moní Kapsá. Mindadag for Johannes Døberen (Agíos Ioánnis) bl.a. med optog til kirken Agíos Ioánnis på Rodopoú-halvøen
September.:   Fiskedag i Réthimnon
11-19 september.:   Druefest i Iréklion
3 oktober.:   Fejringen af opstanden i 1821 i Ierápetra
3. søndag i oktober.:   Kastanjefestival i Élos
7-9 november.:   Sprængningen af klostret Moní Arkadí mindes i klosteret og i Réthimno